Referat af generalforsamling København 2006

Referat fra Generalforsamling

Torsdag d. 2. februar, 2006, København

Velkomst
Formanden Gert Kristensen bød velkommen til de ca. 28 medlemmer som fra start deltog.

Dirigent
Allan Buhl Nielsen blev valgt som dirigent og konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

Bestyrelsens beretning v. formanden:
2005 har været et travlt år i SAKS. Antallet af medlemmer stiger stadig, både ordinære medlemmer og firmamedlemmer. Vi har dog modtaget den første udmeldelse af selskabet

Bestyrelsesaktivitet:
Bestyrelsen har holdt møder i maj (internatmøde), samt i oktober. Derudover talrige møder mellem mindre fraktioner af bestyrelsen for at løse de forskellige opgaver. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke mine kolleger i bestyrelsen for deres utrættelige indsats til gavn for selskabets medlemmer.
Der har været holdt yderligere møder med de øvrige idrætsmedicinske organisationer, og der arbejdes i fællesskab på en model for en tilknyttet journalist der kan bringe de forskellige organisationers synspunkter til torvs. SAKS har endvidere samarbejdet med DIMS omkring afviklingen af dette års DIMS-møde. Det er dog DOS der er vores primære paraplyorganisation, DIMS betragter jeg mere som en samarbejdspartner.

Videnskabelige aktiviteter
Et multicenterstudie med titlen “Sammenligning af løs armslynge og udadrotations bandage til behandlingen af førstegangs traumatisk forreste skulderluksation hos yngre” er startet sidste år. Gentofte, Herlev, Næstved og Glostrup – Viborg, Silkeborg, og Amager er på vej. Det går imidlertid trægt med inklusion af patienter

Uddannelse:
Kurser:
Basiskursus afholdt i København i juni måned – kadaverkursus med fin evaluering. Der er tilsyneladende et udækkeligt behov for i hvert fald basiskurser – forståeligt med omkring 30 nye ortopædkirurgiske kursister årligt. Kurset var tidligt overtegnet. Kurset gav hel tilsigtet hverken over eller underskud.
Vi fortsætter derfor med kurser så længe der ikke sker væsentlige ændringer i de obligatoriske A-kurser hvor den artroskopiske del i øjeblikket lider en krank skæbne som appendix til kurset i idrætsmedicin. Godt nok sker der en ændring i A-kurserne fra og med 2006 således at alle subspecialerne får hver deres kursus – men der mangler stadig et færdighedskursus i artroskopisk kirurgi i lighed med færdighedskursus i åben kirurgi. Men vi arbejder ufortrødent videre.
På grund af mangel på kadavere opgives et avanceret kursus i 2006, så der kun afholdes basiskursus i juni 2006. Bestyrelsen arbejder på et avanceret kadaverkursus (knæ/skuldre) i Florida engang i 2006 eller 2007 i samarbejde med et af vores firmamedlemmer. Budget omkring kr. 10.000 for en uge med det hele. Vi planlægger i det hele taget at udnytte disse muligheder hos alle de af vore firmamedlemmer som har de påkrævede faciliteter.

Symposiet 2005:
Tilslutningen måske mindre end forventet. Emnet var komplikationer til artroskopisk kirurgi. Stedet som sædvanligt Comwell, Roskilde – en perfekt ramme. Deltagerne fik et interessant møde og alle fik noget at tænke over. Økonomisk var der tale om en stor succes – et truende underskud blev vendt til et betragteligt overskud af 2 grunde: De 2 oversøiske deltagere kostede kun en brøkdel af det budgetterede og COMWELL besluttede ikke at opkræve betaling for uudnyttede, forhåndsreserverede værelser.

Efterårsmødet
Ved efterårsmødet var emnet organisering af den artroskopiske kirurgi i de nye regioner. Mødet var særdeles velbesøgt, omkring 80 deltagere (vi har pt. lidt over 80 medlemmer) og den ivrige diskussion efter oplæg fra Magnus Forssblad og Michael Krogsgaard viste at emnet var velvalgt. Mødet mundede ud i en opfordring til bestyrelsen om at gå ud med vores mening. Dette blev gjort i Dagens Medicin kort efter – men hidtil har der ikke været respons på vores indlæg.
I øvrigt vil vi gerne efterlyse emner som medlemmerne kunne tænke sig behandlet på et halvårsmøde/symposium.

DRG
SAKS har endnu engang fået sat fingeraftryk på den nye DRG-gruppering, der er indført fra 2006.
DRG systemet er dog stadig utilstrækkeligt efter vores opfattelse og bør revideres til realistiske værdier for alle indgreb. Vores forslag om ændring af DRG-systemet har været til høring i SS, men er indtil videre blevet afvist. Der er dog måske en åbning på vej i retning af flere grupper indenfor vores område. Implantater er stadig inkluderet i DRG, men der er måske en åbning på vej.
Vi har fået en repræsentant i DOS’ DRG-udvalg: Bent Wulff Jakobsen, så indtil videre vil vi holde lav profil på området. Samtidig er DOS DRG-udvalg omdannet fra et ad hoc udvalg til et stående udvalg hvor næstformanden for DOS sidder permanent.

DOS og SAKS
Ved forårsmødet fik en repræsentant fra alle subspecialerne ordet for et kort indlæg. Jeg benyttede lejligheden til at beskæftige mig med DOS rolle i forhold til subspecialerne. Roste DOS for de forbedringer, der trods alt er sket, men påpegede også manglerne. Afslutningsvis nævnte jeg at DOS i forbindelse med efterårsmødet fyldte 60 år og at det så ikke var nogen skam at gå på pension. Det var ment som en morsomhed, men blev taget meget ilde op af personer i DOS’ bestyrelse. Efterfølgende har jeg dog fået redet trådene ud og tror nu på et konstruktivt samarbejde. Der var ligeledes polemik mellem SAKS og DOS i Bulletinen omkring DRG især – men der er som tidligere nævnt fundet en løsning. I det hele taget virker det som om det er ved at gå op for DOS at specialet tegnes og udvikles i subspecialerne. Det blev således besluttet på det årlige møde mellem DOS og subspecialerne at én årlig kontakt ikke er nok. Der bliver nu 2 årlige møder hvoraf det ene bliver et 2-dages internatmøde. Tonen ved det nyligt afholdte møde var endog særdeles behagelig!
DOS har bedt os udpege en kontaktperson i hver af de kommende regioner som kan rådgive om organiseringen af den artroskopiske kirurgi. Det er gjort og følgende personer er udpeget: Gunner Barfod, Lars Blønd, Niels Mortensen, Svend Erik Christiansen og mig selv. Hidtil har der ikke været én henvendelse.
Vi har også via DOS fået en henvendelse fra Sessionsmyndighederne vedr. værnepligtiges egnethed til militærtjeneste i forbindelse med forskellige lidelser i underekstremiteten. Vi har opdateret den gældende karakterisering af værnepligtige og den vil snarest blive tilgængelig på hjemmesiden.

Fagområdebeskrivelse
Til diskussion og forhåbentlig vedtagelse på denne generalforsamling er en beskrivelse af vores fagområde. En beskrivelse, der har voldt en del besvær og som har kostet mange timers diskussion fordi vi faktisk lapper over nogle af de andre fagområder. Lars Blønd har imidlertid fået lavet et fortrinligt udkast, der er til debat lidt senere i dag. Fagområdebeskrivelsen skal dels anvendes af os selv for at holde fast i grænserne for vores område og dels informere andre om hvad vi præcis står for. Endelig vil beskrivelsen blive brugt som vejledning ved fremtidige overlægeansættelser med hovedfunktion indenfor fagområdet – hvis altså § 14- bedømmelsen består.

Referenceprogram for ligamentskader i knæet
Er nu endelig godkendt. Kapitlet om tromboseprofylakse voldte problemer ved fremlæggelsen på forårsmødet, så den endelige godkendelse måtte udskydes, men referenceprogrammet er nu endelig vedtaget. SAKS vil foranstalte optryk af hovedpunkterne i kittelformat. Referenceprogrammet er tilgængeligt i sin helhed fra vores hjemmeside. Bør studeres af alle!!

ACL-database
Databasen er fysisk knyttet til databasesekretariatet i Århus. Styregruppen er bredt geografisk sammensat med et fast medlem udpeget af SAKS, Amterne samt databasesekretariatet..
Fra SAKS side har vi lagt vægt på at databasen blev webbaseret så indberetning bliver lettest muligt for deltagende afdelinger. Databasen er identisk med den allerede fungerende norske og meget snart fungerende svenske i de væsentlige elementer. Ved at vælge samme grundramme vil vi være i stand til at samkøre de tre databaser, der formentlig samler data fra omkring 8-9000 ACL rekonstruktioner årligt – det gøres ikke bedre nogen andre steder i verden p.t.. Det giver store muligheder for forskning – inklusive multicenterstudier – og vil være et potentiale for brødforskning, idet den samlede nordiske database vil være attraktiv for producenterne når det drejer sig om test af nyt udstyr. Vi får se!

Hjemmesiden
Er efterhånden et godt arbejdsredskab, hvad det stigende antal besøgende da også må tages som udtryk for – tak for det JOS. Vi arbejder for at forbedre den yderligere – bl.a. undersøges mulighederne for at lægge powerpointpræsentationer fra kurser og møder ud på siden tilgængelige for medlemmerne. Men den kan utvivlsomt blive meget bedre og alle forslag hertil er særdeles velkomne. Webredaktøren kan nås fra hjemmesiden ved et enkelt klik.

Vævsbanken
Er stadig ikke fungerende – ligger syltet i HS østpå – og vestpå er bestræbelserne strandet på spørgsmålet om honorering af grafthøsterne. Ydermere træder en ny lov ” Lov om krav til kvalitet og sikkerhed ved håndtering af humane væv og celler (vævsloven)” i kraft 7. april 2006. Den kan volde endnu uafklarede problemer for anvendelse af allograftvæv købt i udlandet – og de eksisterende bankmodeller skal givetvis tilpasses den nye lov, der har basis i et EU-direktiv. Vi følger op på sagen.

Fellowships
Vi har undersøgt forskellige muligheder for et nyt fellowship i UK, men der er ikke noget konkret på tapetet. Vi arbejder videre med sagen.

Internationalt samarbejde
Det internationale samarbejde er blevet styrket i den seneste periode. Bent Wulff Jakobsen som sidder som repræsentant i både ESSKA og ISAKOS har accepteret at gøre dette som SAKS repræsentant – og fremover vil det være SAKS der udpeger repræsentanter i de nævnte organisationer.
Det nordiske samarbejde er blevet styrket. Vi havde inviteret en repræsentant fra det norske artroskopiselskab til symposiet og Poul Tordrup er netop nu til møde i Norsk Artroskopiforening. Fremover vil vi forsøge at arrangere det årlige symposium på skift mellem i første omgang Norge og Danmark – men der er også sonderinger i gang i Sverige for et mere formaliseret samarbejde.

Økonomi
Selskabet har en rigtig sund økonomi som det vil fremgå af næste punkt på dagsordenen – Det gør det muligt at satse endnu mere på kurser og symposier så de kvalitetsmæssigt kommer helt i top.
Det var året 2005 i korte træk.

Beretningen blev godkendt efter en kort debat.

Regnskab
Gert Kristensen fremlagde regnskabet i Poul Tordrups fravær. Det udviste et pænt overskud på lige over 100.000 kr. Regnskabet var revideret med kommentar, idet der manglede bilag fra udgifter i forbindelse med færdighedskurset. Der kunne ikke fra GK´s side redegøres for de manglende bilag.
Det blev besluttet at bilag skal fremskaffes og at der afholdes ekstraordinær generalforsamling i forbindelse med DOS-forårsmødet, hvor regnskabet skal revideres og godkendes.
Selskabets formue blev diskuteret og der blev fra generalforsamlingens side givet tilladelse til, at der kan tæres på formuen i forbindelse med afvikling af symposier etc.

Kontingent
Bestyrelsen forslog kontingent uændret på kr. 300,-/år. Forslaget vedtaget.

Nye medlemmer
Siden sidst er der tilkommet 15 nye ordinære medlemmer så vi nu er 86. En enkelt har meldt sig ud. 1 nyt firmamedlem er kommet til, så nu er der 12 firmamedlemmer.
Valg til bestyrelse
Peter Lavard og Svend Erik Christiansen afgik efter tur og var villige til genvalg. Niels Mortensen var ligeledes på valg som suppleant og var villig til at fortsætte. Ingen modkandidater var foreslået. De opstillede blev valgt ved applaus.

Indkomne forslag
1. Beskrivelse af fagområdet. Lars Blønd gennemgik bestyrelsens forslag til beskrivelse af fagområdet. Beskrivelsen er opbygget iht rekommendationer fra DOS. Der var opbakning til beskrivelsen. Mange medlemmer ønskede at studere oplægget yderligere inden godkendelse, hvorfor det besluttes at diskutere beskrivelsen på næste ekstraordinære generalforsamling maj 2006 i forbindelse med DOS-mødet.
2. Ændring af foreningens navn til Dansk Selskab for Artroskopisk Kirurgi og Sportsortopædi ved Per Hölmich. Per argumenterede for ændringen. Bestyrelsen kunne ikke tilslutte sig ændringen. Forslaget var til valg og blev nedstemt.

Eventuelt
Bestyrelsen blev opfordret til at intensivere arbejdet med at arrangere kadaverkurser i udlandet, evt. med tilskud fra den bugnende pengetank. Dette er taget til efterretning.

Referent
Svend Erik Christiansen