Referat af halvårsmødet 2. september 1998.

Referat af halvårsmødet 2. september 1998 i Dansk Sportstraumatologisk Forening kl. 14-18 på Bispebjerg Hospital.

Program for halvårsmødet i Dansk Sportstraumatologisk Forening, onsdag den 2. september 1998, kl. 14.00 – 17.30.

Kl. 14.00 Velkomst (Michael Krogsgaard). Kl. 14.05 Landsdækkende ACL database – orientering om status (Bent Wulff Jakobsen). Kl. 14.15 Rapport fra uddannelsesudvalget (Gert Kristensen). Kl. 14.30 Allograft banker – orientering om udviklingen siden sidst (Michael Krogsgaard). Kl. 14.37 Allografts – orientering om Dansk Sportstraumatologisk Forenings symposium om allografts, september 1999 i Århus, herunder valg af videnskabelig komite (Svend Erik Christiansen). Kl. 14.50 Diskussion af planlagte fælles projekter. Behandling af bruskskader i knæet: Kort orientering om den principielle holdning til brusk-projekter i H:S (Michael Krogsgaard). Oplæg til fælles projekt: Behandling af bruskdefekter – et prospektivt randomiseret studie af autolog chondrocytimplantation, kontra mosaik plastik, kontra artroskopisk debridement (Uffe Jørgensen).   Projektoplæg: Anvendelse af absorberbare interferensskruer (Michael Krogsgaard).   Forberedende drøftelse: Fælles projekter om nye anvendelsesområder for skopisk kirurgi inden for ortopædisk kirurgi (Michael Krogsgaard). Kl. 15.30 Status for igangværende projekter. Meniskreinsertion (Marianne Backer).   Akut traumatisk patellaluksation (Svend Erik Christiansen).

Kl. 16.30 ACL surgery – personal experience (E. Marlowe Goble, Salt Lake City, Utah)

Mødet var sponsoreret af BIOMET A/S.

Referat:

Velkomst.

Michael Krogsgaard bød velkommen. Der havde været god aktivitet siden sidste møde. Senest havde foreningen stået for en ½-speciality day ved NOF-kongressen, og den var gået godt med et interessant foredrag af Karl Golser fra Innsbruck om SLAP-læsioner og 3 foredrag om nye anvendelsesområder for artroskopisk kirurgi. Det længe planlagte menisktransplantationssymposium er umiddelbart forestående. Uddannelsesudvalget har arbejdet med en række forslag til nødvendig efter- og videre-uddannelse, og mængden af fælles projekter er jævnt stigende. Alt i alt en god fremgang.

Landsdækkende ACL database.

Bent Wulff Jakobsen orienterede:

Sportstraumatologisk Forening har tidligere udarbejdet et databaseskema, som en række af de repræsenterede afdelinger anvender både præ-, per- og post-operativt ved ACL rekonstruktion. Vi har fået tilbud fra Karl Bro A/S (som har MedScope programmet) på at udvikle en database, som dels kan kobles direkte på MedScope (hvis det ønskes), dels kan rapportere til en central, landsdækkende ACL-database. Prisen er rimelig, og der er indsendt en ansøgning til Sundhedsstyrelsen om oprettelse af en sådan central database. Hvis databasen godkendes som landsdækkende i amtsrådsforeningens regi er de nødvendige økonomiske midler umiddelbart tilgængelige. Vi arbejder derfor videre med dette.

Hvis nogen ønsker en diskette med registreringsskemaet tilsendt kan henvendelse ske til Bent Wulff Jakobsen. bent.jakobsen@aas.auh.dk

Rapport fra uddannelsesudvalget.

Udvalget består af Gert Kristensen, Svend Erik Christiansen, Allan Buhl og Michael Krogsgaard.

Udvalget vil foreslå, at der afholdes tre typer færdighedskurser:

Et årligt basalt artroskopikursus (målgruppe fase 2 og 3)

Et årligt avanceret artroskopi kursus alternerende mellem knæ/ankel artroskopi, skulder/albue artroskopi og endoskopisk extraarticulær kirurgi (målgruppe fase 3 og 4).

Underviserne skal honoreres efter Lægeforeningens takster. Kurserne skal afholdes hvor der er tilgang til kadaver-led.

Udvalget foreslår en egenbetaling på 2.000,- kr/dag for kursisterne. Generelt vil dette være lavere end tilsvarende udenlandske kurser.

Det fremførtes, at afholdelsen af så mange kurser vil kræve en god sekretariatsfunktion. Det blev foreslået at vi skulle lave DSF om til et egentligt selskab med kontingent for at finansiere disse udgifter. Uffe Jørgensen anførte, at man snarere burde arbejde gennem de etablerede kanaler.

Det blev vedtaget at uddannelsesudvalget arbejder videre med etablering af disse kurser, idet der forsøges forskellige modeller for finansiering.

4a. Allograftbanker.

Michael Krogsgaard orienterede om situationen efter at DSF ved det sidste møde besluttede at der indtil afholdelsen af allograftsymposiet september 1999 skal oprettes åbne allograftbanker.

Der er – uanset udfaldet af konsensuskonferencen om allograftvæv – enkelte patienter, som har behov for allograftvæv enten fordi de har meget udbredte ligamentskader eller de skal reopereres og ikke har mere tilgængeligt autograftvæv. På denne baggrund har vi tidligere besluttet at forsøge at oprette allograftbanker i København, Odense og Århus.

I København har vi aftale om, at allograftvæv kan udtages fra organdonorer. Hvidovre Hospital har ønsket at få del i dette væv til eget brug men ønsker ikke at deltage i samarbejdet om etablering af en åben bank. Der vil derfor blive etableret en vagtordning, hvori Hvidovre Hospital indgår og høste hvad man har brug for. Søren Winge oplyste, at man har foretaget 3 allograft-transplantationer af Achillessenevæv til patienter med PCL-skader.

I Odense er mulighederne ved at blive undersøgt.

I Århus er der ikke umiddelbart adgang til at udtage væv sammen med transplantationsholdet. Her vil man se på muligheden for at udtage væv fra afdøde.

Princippet for brug af banken er, at udgifterne pr. graft udregnes. De der bruger af banken betaler pr. graft, svarende til de udregnede udgifter.

4b. Allograftsymposium og konsensuskonference september 1999.

Svend Erik Christiansen redegjorde for tankerne om symposiets indhold. Der blev nedsat en videnskabelig komite bestående af Uffe Jørgense, Søren Winge, Peter Faunø, Michael Krogsgaard, Svend Erik Christiansen og Bent Wulff Jakobsen..

Symposiet vil blive et kombineret allogaft og flerligamentkirurgi symposium med afsluttende koncensus konference for allograft høstning, opbevaring og anvendelse.

Datoen for symposiet bliver i Århus 9 & 10 september 1999.

Diskussion af fællers projekter.

A) Vedrørende chondrocyttransplantation oplyste Michael Krogsgaard, at det Sundhedsfaglige råd i H:S har anbefalet H:S bestyrelse at man støtter en radomiseret undersøgelse som skitseret i MTV rapporten om brusktransplantation, forudsat der foreligger en gennemarbejdet videnskabelig protokol. Dette betyder – i hvert fald i H:S som p.t. dækker ca. 15 % af de potentielle patienter og hvis Københavns Amt kommer med i H:S en endnu større procentdel – at de finansieringsmæssige bekymringer vi tidligere har haft med hensyn til, om man kan lave et randomiserret multicenterprojekt formentlig kan løses.

Uffe Jørgensen fremlagde en protokol fra Københavns amt om et randomiseret projekt, hvor patienterne skal have chondrocyttransplantation i Glostrup og Core transplantation i Gentofte. Der var enighed om, at multicenterprojektet bør foregå i København, Odense og Århus, og at alle involverede behandlinger skal kunne foretages på alle tre afdelinger, så der er tale om en sand randomisering.

Det blev aftalt, at Uffe Jørgensen, Bent Wulff Jakobsen og Michael Krogsgaard vil udarbejde en protokol til endelig diskussion ved styregruppemøde og forhåbentlig godkendelse ved det ordinære DSF møde ved DIMS mødet.

B) Michael Krogsgaard fremlagde en protokol til randomisering mellem metalskruer og absorberbarte skruer ved patella sene rekonstruktioner af ACL. Som målemetode isættes Tantalium kugler til at vurdere stabilitet og graftindvækst ved stereo røntgen. Århus og Aalborg gav udtryk for interesse for at deltage.

C) Michael Krogsgaard foreslog, at der nedsættes en interessegruppe for extraartikulær skopi inden for ortopædkirurgi. Et formål skal bl. a. være at lave multicenterundersøgelser af betydningen af disse behandlinger. Der er langt mellem patienterne (f. eks. jumpers knee, bursektomier, tendoskopier, calcaneusexostoser), så skal der laves randomiserede undersøgelser mellem skopisk og åben behandling, må det gøres som multicenter. Gruppen kom til at bestå af Uffe Jørgensen, Søren Kålund, Svend Erik Christiansen, Peter Albrecht Olsen, Gert Kristensen og Michael Krogsgaard.

Status for fælles projekter.

A) Meniskreinsertionsprojektet. Følgende afdelinger deltager: Glostrup, Frederiksund, Hvidovre, Herning, Horsens og Bispebjerg.. Hidtil er 8 patienter indrapporteret til Marianne Backer, men flere patienter er givetvis indgået..

B) Patellaluksationsprojektet: Svend Erik Christiansen har ikke modtaget oplysning om indgåede patienter, men en del patienter er i hvert fald indgået i København via Hvidovre. Til Forskning

E. Marlowe Goble, Salt Lake City, Utah: Personal experience in ACL reconstruction.

Marlowe Goble fortalte om en række personlige erfaringer med ACL rekonstruktion.

Ved at anvende røntgengennemlysning har han kunnet se, at et bor med kort fræser har svært ved at gå lige op gennem knoglen ved eminentia tibiae men trykkes fremaf, da knoglen er meget hård. Dette giver en for anterior placering af tibia kanalen, og han anbefaler at man bruger bor med lang (> 25 mm) fræser.

Han anvender i stigende grad Z-screw, som går på tværs. Metoden er let og giver en stærk fixation.

Han rehabiliterer patellasenekonstruktioner hurtigt med tilbagevenden til aktivitet efter 3 – 3½ måned, mens semitendinosusrekonstruktionerne kræver > 9 måneders rehabilitering.. Graftvalget afhænger af behovet: en gymnast som er afhængig af at opretholde fuld bevægelighed giver han en Semi-T i stedet for en patellasene graft, da patellasenegraften påvirker extensorapparatet og dermed flexionen. En basketballspiller skal derimod have hurtig styrke og bør have en patellasenegraft, idet Semi-T graften har dårlig fixationsstyrke distalt.

Hvis fixationen er suboptimal løsner knogleklodsen på tibia sig, men kun så meget som Pivot-shiftet gør nødvendigt. Goble anbefaler rtg. kontrol postoperativt og efter 4-6 uger. Hvis en eller begge knogleklodser har løsnet sig bør de refixeres. Man kan på tibia fange klodsen ved at bore en 1 mm K-tråd op i den og indskrue en 3 mm K-tråd med gevind. Via denne kan graften tensioneres før den refixeres.

Brug altid tension af graften sammen med bevægelse. Bevæg igennem med 12 punds tension i nogle minutter. Graften mister hurtigt tension og kan give sig 1½ – 3 mm ved tensioning. Stabiliteten bliver dårlig på længere sig uden tensionering..

Teoretisk vil rotation af graften give en god fiberretning, men det er helt udokumenteret. Goble viste en række interessante videoer.

Michael Krogsgaard